Shut down fortress Europe
Appel i anledningen af en antirassistisk aktionslejr ved den dansk-tyske grænse fra 06.-08. august 1999.
Et forbund af antirassistiske / antifascistiske, alternative grupper afholder en aktionsweekend ved grænsen til Danmark med lejr i Flensborg. Lejren bliver højdepunkt og afslutning på en kampagne, som varer i flere uger og består af forskellige arrangementer, film og aktioner, som foregår i Slesvig-Holsten / Hamborg og Danmark. Lejren afholdes samtidigt med andre aktiviteter rundt om i Europa og ved den meksikansk-amerikanske grænse. Der er planer om at gennemføre aktioner i Flensborg samt i nærheden af grænsen. Lørdag d. 07. august gennemføres en fælles aktion sammen med vores danske venner.
Selv om der ofte tales om, at Europas indre grænser skulle "forsvinde" (den dansk-tyske grænse i år 2000), har man på det sidste alligevel kunnet konstatere en udvikling i retning af en omfattende overvågning i grænseområderne til sikring af grænsen. Dette viste sig også, da ministeriet, toldvæsenet og det tyske Bundesgrenzschutz (Tysklands grænsepoliti) og politiet d. 03. maj 1999 ved rastepladsen
"Hüttener Berge" (sidste rasteplads inden grænseovergangen til Danmark) gennemførte "situationsrelaterede kontroller". Mens der ved pressekonferencen stadig lagdes vægt på bekæmpelse af kriminalitet, blev det senest ved de følgende kontroller tydeligt, at interessen gjaldt de såkaldte illegale. Resultaterne af kontrollerne blev så også konstateringen af bl.a. 154 "overtrædelser af udlændingelovgivningen" i årets første fire måneder og i samme periode tusind anholdelser pga. "illegal indrejse". Anholdelserne blev håndhævet af dansk politi. Selv om det er meningen, at Europas indre grænser, i det mindste for europæerne, ikke skal kunne mærkes, vil grænserne dog aldrig forsvinde helt og næppe miste deres betydning. Som f.eks. da Italien besluttede at give samtlige kurdere asyl og Østrig derpå kraftigt skærpede sin overvågning af grænsen. Sidste års forstærkning af det tyske grænsepolitis personale i Flensborg og på øen Sild og det faktum, at der fra dansk side sattes overvågningskameraer op ved grænsen, fortæller, at langtfra alle skal have lov til at krydse grænsen. Og ved den dansk-tyske grænse, som mange til daglig slet ikke længere erfarer som nogen grænse, tilbageholdes migranter eller sigtes taksichauffører for at være "kriminelle menneskesmuglere".
Allerede siden slutningen af 70erne foregår i Vesteuropa en udvikling, som præges af rassisme og chauvinisme. Med stor hæftighed tales, også i venstreorienterede kredse, om det "kulturelle sammenstød", og at sameksistensen ikke er mulig. Formålet med denne diskussion er at skabe et samfundsklima, hvori flygtninge følgerigtigt bruges som fjendebillede. Denne udvikling har i løbet af de sidste ti år taget stærkt til i fart. I starten af 90erne rådede der i Tyskland en åben rassistisk stemning, som kulminerede i pogromerne i byen Rostock. Den ønskede effekt blev en faktisk afskaffelse af asylretten. Ingen har noget imod migranter - bare de holder sig langt væk.
Med Schengen-aftalen, TREVI-gruppen (TREVI står for terrorism, radicalism, extremism, violence international. Den fik senere navnet K.4-udvalg), Maastricht-traktaten (for bare at nævne de væsentlige aftaler), og den deraf følgende indførelse af visumpligt og aftalen om den såkaldte tredjelandsordning bliver det mere og mere vanskeligt for flygtninge, at nå til et bestemt europæisk land. Under krigen i Jugoslavien i 1992 flygtede i løbet af et år 2,2 mio. mennesker, 1,8 mio. opholdt sig et eller andet sted på området af det tidligere Jugoslavien, ca. 416.000 blev fordelt på forskellige lande i Europa. Tyskland roser sig gerne selv for at have taget imod en stor del af disse flygtninge, fortier dog helt, at det var Tysklands visumpligt, som var afgørende grund til, at mange flygtninge slet ikke kunne forlade det tidligere Jugoslavien. Tredjelandsordningen, som giver flygtningen kun mulighed for at søge asyl i det land, til hvilket han eller hun ankom først, er altså først og fremmest til gavn for tyskerne selv. Bliver sagen i dette land afvist, så gælder afvisningen også i alle de andre EU-lande, frit efter devisen "one chance only". Ganske vist har flygtninge, hvis asylansøgning er blevet afvist af f.eks. Tyskland, stadig mulighed for at søge igen i Norge, da Norge ikke er medlem af Den Europæiske Union (EU). I Norden har man jo dannet en fælles told- og pasunion længe inden EU, og den havde til følge, at visumpligten og paskontrollen forsvandt for nordiske statsborgere og at man derefter sikrede og overvågede grænserne kun i mindre omfang. Derfor udgør den dansk-tyske grænse i dag den største forhindring på vej mod Norge.
Den dansk-tyske grænse - en grænse indenfor Europa
De kapitalistiske lande nærer en fælles interesse for at holde de mennesker udenfor, som flygter for forfølgelse, krig og andre følger af imperialistisk politik. Især de "økonomiske sværvægtere" i EU, Frankrig, Storbrittanien og Tyskland, står for en sådan politik.
Med østblokkens sammenbrud og opløsningen af Comecon kunne Vesttyskland starte projektet "Tyskland" ved at indlemme det daværende DDR. Da landet så fastslå at have hegemonien over EU, blev kravet om en "fæstning Europa" alt større, og man forsøgte at fremskynde en tilspidsning af et negativt samfundsklima overfor flygtninge i regionen. Især den daværende tyske indenrigsminister Kanther opfordrede og pressede f.eks. Italien igen og igen til bedre at bevogte sine grænser. Forbundsregeringens planer om at indsætte militæret mod flygtningene (sådan kom det fra CDU-CSU Wolfgang Schäuble) satte en cæsur og betød en forandring i det politiske klima. Dimension bliver mere tydeligt ved hjælp af et kort tilbageblik. I sommeren 1991 fremkaldte den italienske marines indsats mod albanske boatpeople i Bari en storm af protester i hele Europa. Allerede tre år efter er militære løsninger i flygtningepolitikken nærmest blevet helt almindelige. Også den nye rød/grønne regering i Tyskland holder i sin indenrigs- og udenrigspolitik fast ved den forhenværende regerings tradition, fortsætter i samme grad samme politik og prøver på at styrke Tysklands magtposition ved økonomisk at knytte landene i Østeuropa og nogle af Balkanlandene til sig. F.eks. da Polen, Ungarn og Tjekkiet blev optaget i NATO, og Tyskland gerne ville have, at dette skulle ses som indledningen til optagelsen i EU. Tyskland har brug for, at de østeuropæiske lande optages i EU, da det derefter ikke længere selv ville have nogen ydre EU-grænse og desuden ville kunne spille EUs lavtlønslande i syd ud mod landene i Østeuropa. Mens man på den ene side nærer interesse for at knytte de forskellige østeuropæiske lande og Balkanlandene til sig, findes der på den anden side absolut ingen interesse for menneskerne der. Derfor dyrker de konservative men også socialdemokraterne i Tyskland og også andre vesteuropæiske lande en "afskrækkelseskampagne". Alt, som er fremmed, bliver denunceret. Flugthjælpere (og også taksichauffører) bliver til menneskesmuglere, mennesker, som har en anden hudfarve, bliver til kriminelle og grupper af anden nationalitet hængt ud som mafia. Det gælder om at stigmatisere migranter som kriminelle, mordere og voldtægtsforbrydere. Migranter fra Afrika, Asien, Latinamerika og nogle europæiske lande skal ikke nå hertil. Selv migranterne fra krigen mod Restjugoslavien (krigen, som skulle have været humanitær) skal ikke komme her, og de få, som alligevel gør det, sendes tilbage så hurtigt som muligt.
