www.ns-verherrlichung-stoppen.tk/material |
Siden krigsforbryderen Rudolf Hess’ død i 1986 – han hængte sig i de allieredes fangenskab i Berlin – bruger den tyske og internationale nationalsocialistiske bevægelse dødsdagen som anledning til at hylde nationalsocialismen.
60 år efter Europas befrielse fra nationalsocialismen vil tusinder af europæiske nationalsocialister atter marchere på Rudolf Hess’ dødsdag den 20. august for at forherlige nationalsocialismen. Denne demonstration må siden 2001 under ledelse af nazifunktionæren Jürgen Rieger fra Hamborg igen gennemføres lovligt i byen Wunsiedel, hvor Rudolf Hess’ gravsted ligger. Sidste år deltog ca. 4.800 personer i marchen. I Hess-marchernes efterhånden 18-årige historie var det det hidtil største deltagerantal og for den internationale nationalsocialistiske bevægelse et tilfredsstillende resultat efter en kampgne, der har varet i flere år.
Den antifascistiske bevægelse i Tyskland vil ikke længere tolerere denne skændige demonstration. Derfor er antifascister fra alle generationer og politiske grupperinger blevet aktive. Med en fælles Antifascist Actionday vil vi være massivt tilstede i Wunsiedel.Vi vil tydeliggøre, at den tyske og internationale antifascistiske bevægelse ikke vil acceptere, at nazisterne uhindret kan forfalske historien. Tværtimod vil vi på baggrund af 60-året for befrielsen bruge denne dag til antifacsisternes sammenkomst. Erfaringerne fra de overlevende fra befrielseskampen og udryddelseslejrene skal tjene som inspiration og forbillede for den yngre generation.Vi håber derfor, at Antifascist Actionday ikke kun tydeliggør den antifascistiske modstand, men også sætter skub i den internationale antifascistiske bevægelse.
Rudolf Hess blev allerede i 1920 medlem af NSDAP og blev hurtigt en af Adolf Hitlers mest fortrolige støtter. Som Hitlerstedfortræder tog den fanatiske antisemit aktivt del i opbygningen af NSdiktaturet, indlemmelsen af Østrig og Sudeterlandet i det tyske rige og forfølgelsen og eksklusionen af de tyske jøder. Han er som person og i kraft af sine funktioner uadskilleligt forbundet med NSDAP og nationalsocialismen. Rudolf Hess har aldrig distanceret sig fra nationalsocialismens forbrydelser. I processen mod de 22 hovedanklagede i Nürnberg erklærede han: ”Jeg fortryder intet. Stod jeg igen ved begyndelsen, ville jeg handle som jeg har handlet, også selvom jeg vidste, at der til slut ville brænde et bål for min flammedød.”
De nutidige nazister kalder Hess løgnagtigt for ”Fredspiloten”, fordi han i 1941 fløj til Storbritannien for angiveligt at slutte en separatfred med England. Bagtanken bag denne handling var at styrke fronten mod Sovjetunionen. Med Hess som mytosfigur forherliges hele nationalsocialismen: Det nationalsocialistiske Tyskland havde kun villet freden, men var af de ”forbryderiske” allierede blevet påtvunget krigen. Nationalsocialismens forbrydelser bliver derved benægtet og Hitlerregimet fremstillet som offer for en international sammensværgelse.
Hess-marchen får en særlig betydning på grund af den internationale deltagelse. I de senere år har der deltaget nazister fra bl.a. Danmark, Sverige, Norge, England, Belgien, Holland, Frankrig, Spanien, Italien, Østrig, Svejts, Ungarn,Tjekkiet, Slovakiet, Kroatien, Rusland og USA.
Med Hess-mindemarcherne er det lykkedes nazisterne at skabe et legalt grundlag for en åben hyldest til nationalsocialismen. Hessmarchen får større og større betydning for en voksende nazibevægelse, som går på tværs af generationer og partier. Nazister i forskellig alder, fra forskellige sociale lag og med delvis modsatte politiske og kulturelle baggrunde finder sammen i deres forherligelse af nationalsocialismen.Ved demonstrationen i Wunsiedel, som efterhånden ligner en folkefest, mødes SSoldinge, nazi-skins, Hitler-Jugend-tilbedere i brunskjorter og dirndl-kjoler, piercede hatecore-fans, revanchister og partifunktionærer. Hessmarchen får derved en enorm betydning for nazibevægelsens selvforståelse.
Siden 2003 er NPD officiel deltager i Hess-marchen. I 2004 gik demonstrationsanmelderen Jürgen Rieger sammen med NPDlandsformanden Udo Voigt og Holger Apfel, som nu sidder som fraktionsformand i delstatsparlamentet i Sachsen, forrest i demonstrationen. Det viser partitoppens tydelige repræsentation. Ligeledes deltog tre ledende kadre fra de ”frie nationalister”, Thomas Wulff,Thorsten Heise og Ralph Tegethoff. De gode valgresultater fra delstatsvalgene i Brandenburg og Sachsen i september sidste år gav de højreradikale mange nye muligheder. Det er især NPD’s indtog i landdagen i Sachsen med 9,2% af stemmerne (næsten 200.000 vælgere gav NPD deres stemme), som sikrer en enorm mediedækning, og som muliggør en mærkbar indflydelse på den offentlige debat.
Det tyske samfunds reaktion på denne nye politiske styrke er konsekvent hjælpeløs. En alvorlig indgriben mod nazisternes hetz mod andre folkeslag synes også meget lidt troværdig: det ofte krævede "politiske opgør” med de højreradikale mislykkes, fordi de allerede eksisterende diskussioner, som bliver taget på samfundets midterfløj, bliver mere og mere tilspidsede. Dette træder tydeligt frem i debatten om begrebet ”bombeholocaust”, som et NPD-medlem af delstatsparlamentet i Sachsen har brugt synonymt med ødelæggelsen af Dresden i forbindelse med mindedagen for ofrene for nationalsocialismen. Begrebet skabte forargelse i hele Tyskland og fik sat skub i en fornyet debat om at forbyde NPD. Men det blev i denne sammenhæng ikke sat spørgsmålstegn ved, at den af de borgerlige medier højt roste historiker Jörg Friedrich i sin bestseller ”Der Brand” (branden) allerede for længst har sat lighedstegn mellem gerningsmænd og de virkelige ofre og dermed bagatelliseret hele problematikken. Han beskrev de allieredes bombeenheder som ”indsatsgrupper”, brændende beskyttelsesrum som ”krematorier” og betegnede den tyske civilbefolkning som ”udryddet”.
Det umulige opgør med de højreradikale, som burde være et opgør med racisme, antisemitisme, nationalisme og med egen historieopfattelse, fører derimod til, at reaktionen på provokationerne som f.eks. anmeldelsen af NPDmarchen gennem Brandenburger Tor i Berlin med det formål at forhåne 60-året for befrielsen, kun bliver en yderligere indskrænkning af demonstrationsretten og nedbrydning af de demokratiske rettigheder. 60-året for befrielsen er mere end en simpel historisk begivenhed. Her har vi en af de sidste muligheder for at komme sammen med overlevende fra nationalsocialismen og aktive modstandskæmpere. Kampen mod fascismen er ikke færdig og nationalsocialismen ikke bearbejdet og overvundet, når man ser den nye tyske indenrigs- og udenrigspolitik. Ansvaret overfor fascismens ofre kræver at vi bekæmper racisme, antisemitisme, nationalisme og militarisme. Vi har et individuelt ansvar for at fascister aldrig igen får magt og indflydelse.
Vi ved, at vi kan gå imod nazisterne, når vi gør det i fællesskab. Når vi forstår modstanden mod den nationalsocialistiske Hessmindemarch som en del af den internationale kamp mod fascisme og barbari, kan vi også forhindre den.
Yderligere oplysninger: http://www.ns-verherrlichung-stoppen.tk, info@ns-verherrlichung-stoppen.tk